Nyheder

Alle billeder og andet materiale er copyright EFFEKT og Konvers.

Et skridt tættere på realisering

Dette er en visualisering af projektets nyeste drejning. HarbourFarm og Maritime Nyttehaver er pt i dialog med Københavns Kommune og By og Havn om etableringen af en mindre platform, der skal fungere som testenhed.

På “HarbourFarm mini”  vil foreningen Maritime Nyttehaver  først og fremmest få mulighed for at drive undersøiske nyttehaver og skoletjenste i lille skala, og derigennem teste opdrætsteknologi, bæreevne og design. Erfaringerne herfra skal danne baggrund for det endelige projekteringsforslag.

Østers i Københavns Havn

I weekenden bragte Berlingske denne artikel om foreningen Maritime Nyttehaver:

Østers i Københavns Havn

Foreningen Maritime Nyttehaver er en samling af privatpersoner, virksomheder og andre organisationer, der kan se det vidunderlige i at bruge det rene vand og de rigelige næringsstoffer, der flyder igennem havnen, til at producere østers, muslinger, tang og fisk på flydende platforme. Ydermere repræsenterer Maritime Nyttehaver de almennyttige interesser i HarbourFarm.

Hvis du har lyst til at støtte Maritime Nyttehaver og deres arbejde for at rykke urban farming ud på vandet, kan du melde dig ind i foreningen via dette link:

http://www.maritimenyttehaver.dk/vrmed

På havnen med Grontmij

Vores samarbejdspartner, Grontmij, deltager i det landsdækkende projekt Jet-Net, hvor gymnasieelever inviteres indenfor i den naturvidenskabelige verden. I sidste uge var de en tur på havnen med 1.c fra Sankt Annæ Gymnasium for at analysere København Havns vandkvalitet i forhold til bynær østersproduktion.

Vandprøver og analyser kombineret med matematiske udregninger er gode eksempeler på, hvordan HarbourFarm i samarbejde med Grontmij i fremtiden kommer til at kunne gøre naturvidenskaben mere nærværende og interessant for skoleklasser i alle aldre.

DR-nyhederne var også med på havnen. Desværre er indslaget ikke længere tilgængeligt på deres hjemmeside, men du kan læse mere om Jet-Net her.

Fotos: jet-net.dk

HarbourFarm i Wallpaper*

HarbourFarm er med i juni-udgaven af design- og livsstilsmagasinet Wallpaper* – Teksten er skrevet af Emma Moore og Martin Nicolausson har lavet illustrationen.
Tjek det ud her:

http://www.wallpaper.com/lifestyle/harbour-farm-by-effekt-architects-and-konvers-copenhagen/6525#81195

Borgermøde om visioner for maritim fødevareproduktion i Københavns Havn

Sinus Lynge deltod på HarbourFarms vegne i weekendens borgermøde om visioner for maritim fødevareproduktion i Københavns Havn.

I panelet sad også:

  • Regionsrådsmedlem Lise Rask (Region Hovedstaden)
  • Miljø- og teknikborgmester Ayfer Baykal
  • Senior toxikolog i Dansk Hydraulisk Institut Helle Boyd
  • Specialkonsulent og biolog Claus Falconi, Gemba Seafood
  • Direktør for Dansk Skaldyrs Center Jens Kjerulf Petersen  (DTU-Aqua)
  • Formand for Danmarks Naturfredningsforening København Rune Kjærgaard Lang

Det var et meget interessant møde, og HarbourFarm oplevede endnu engang en bred interesse og opbakning omkring projektet.

Borgermødet var en del af Havnens Høstfest, som blev afholdt på Islandsbrygge.

Efter mødet kunne man høre Anders Selmer fra Fiskebaren fortælle om fremtidens muslinge-eventyr i havnen, danmarksmester i østersåbning Simon Tønsager åbnede østers, økokok Jacob Molsen stegte multer og de gode tangdyrkere fra Agersø og tangfiskerne fra Omø fortalte om makroalger og uddelte smagsprøver.

Årets vision?

Vi blev nomineret til Politikens iBYEN-pris i kategorien “Årets Vision”.

Om projektet skriver juryen: “Juryen kan slet ikke få armene ned over tegnestuen EFFEKT og kommunikationsbureauet Konvers’ ide med at sætte en østersbanke op i Københavns Havn. Den lille firkant, der blev sat ud i efteråret, er kun en prøve på, hvordan det forhåbentlig bliver i fremtiden, når man kan slubre en lokal opdyrket østers i sig på “HarbourFarm” – efter at den har været en effektiv organisk vandrensemaskine i Københavns Havn.”

HarbourFarm var meget beærede over at være nomineret, og endte i top 4!

HarbourFarm og Slow Food

Slow Food Danmark arbejder for at fremme udviklingen af kvalitet i fødevareproduktionen. I januar arrangerede vi sammen en østerskur, hvor HarbourFarm gav en status på projektet.

Ayfer Baykal på østersinspektion

I Efteråret 2011 havde vi Københavns Miljø og Teknik borgmester, Ayfer Baykal, SF, med på østersinspektion til vores testbanke

Ideen til HarbourFarm

Ideen til HarbourFarm opstod i august 2011, da to østerselskende ildsjæle fra kommunikationsbureauet KONVERS satte den første østersbanke ud i Københavns Havn. Arkitektfirmaet EFFEKT så i den forbindelse straks en mulighed for at skabe en konstruktion, der kunne inddrage byens borgere og tilrejsende i denne nytænkning af den urbane nyttehave. Her et år efter er projektet godt i gang, og vores østers ligger stadig i Københavns Havn, hvor de både vokser og vugger.

Vi vil producere vores østers lokalt!

Så lad os bygge en flydende østersbanke og komme igang med at praktisere lidt Urban Aquaculture!